Regler for visitation til hjælpemidler

skal forenkles – her er fire konkrete forslag

Når borgere ikke får rette hjælpemiddel til rette tid, koster det både livskvalitet for den en­kelte borger og penge for samfundet. Det mærker vi på nært hold gennem vores medlem­mer både i Danish.Care, Ergoterapeutforeningen og i Dansk Handicap Forbund.

Tina Nør Langager, Morten Rasmussen og Susanne Olsen

21. september 2023

Debatindlæg bragt i Sundhedsmonitor af: Mor­ten Rasmussen, direktør for Danish. Care, Su­sanne Olsen, landsformand i Dansk Handicap Forbund, og Tina Nør Langager, formand for Ergoterapeutforeningen

Mere end hver tiende dansker bruger dagligt et hjælpemiddel for at få hverdagen til at fungere. Men vejen til at få bevilliget et hjælpemiddel kan være tung og problematisk.

Når borgere ikke får rette hjælpemiddel til rette tid, koster det både livskvalitet for den enkelte borger og penge for samfundet. Det mærker vi på nært hold gennem vores medlemmer både i Danish. Care, i Dansk Handicap Forbund og i Er­goterapeutforeningen. Sammen repræsenterer vi leverandørerne af hjælpemidler, den borger, som det hele handler om, og det sundhedsper­sonale, som har specialistviden på området.

Som organisationer er vi sammen optagede af to ting: Den enkelte borger skal kunne mærke en positiv forskel i sin hverdag, og kommuner­ne skal ikke bruge unødvendig tid og kapacitet på bureaukrati og sagsbehandling. Her er et oplagt sted at starte med regelforenkling.

For bureaukrati, manglende tillid til systemet og forskelle i adgangen til hjælpemidler og sagsbehandling er nogle af overskrifterne på hjælpemiddelområdets problemer.

I SVM’s regeringsgrundlag ’Ansvar for Dan­mark’ står der på side 46:

»Personer med handicap oplever ofte lang sagsbehandling af visitation til hjælpemid­ler. Regeringen ønsker at forenkle reglerne for visitation til hjælpemidler, så borgerne oplever øget tilgængelighed, mindre vente­tid og mere smidig visitation.«

Det lyder godt, og vi deler fuldt ud intentionen. Men det skal gøres klogt.

Vi har fire konkrete forslag, som kan forenkle og forbedre visitationen til hjælpemidler:

1. Ansvar mellem kommune og region skal være tydeligt

Mange personer oplever at blive kastebold mellem kommunen og regionen, fordi det ikke altid står klart, hvem der har ansvar for at be­tale for behandlingsredskaber, som er regio­nernes ansvar, og hvem der har ansvar for at betale for hjælpemidler, som er kommunernes ansvar (det såkaldte afgrænsningscirkulære). Et eksempel kan være et barn med cerebral parese (tidligere kaldet spastisk lammelse), der har brug for et ståstøttestativ i sin hverdag for at blive så mobil som mulig, hvor kommune og region ikke altid kan blive enige om ansvaret. Mens tiden går må familien – og barnet – vente. For børn kan ventetid have konsekvenser både og udviklingen af barnets handicap, men også for deres naturlige alderssvarende udvikling.

2. Afskaf skelnen mellem midlertidigt og varigt behov

Det skal vurderes, om borgeren har et behov–ikke om behovet er varigt eller midlertidigt.Det komplicerer og forsinker sagsbehandling for borgeren, der har brug for et hjælpemiddel, og ventetiden kan risikere at få konsekvenser for borgerens funktionsniveau.

3. Afskaf opdelingen mellem forbrugsgoder og hjælpemidler

Mange hjælpemidler er med tiden gået over tilat blive kategoriseret som ’forbrugsgoder’. Det betyder, borgeren selv skal betale 50 pct. af ud­giften. Egenbetalingen er med til at skabe ulig­hed

ligesom opdelingen i hjælpemidler og for­brugsgoder giver bureaukrati i kommunerne. Derfor bør man i stedet tale om eget køb eller om visitation af et hjælpemiddel – som borge­ren skal have tildelt, når der er behov.

4. Man skal ikke genbekræfte kronisk sygdom

Hvert eller hvert andet år skal alt for mangehave genbekræftet en kroniske tilstand for såbagefter igen søge om hjælpemidler med fulddokumentation og sagsbehandling. Det giveringen mening. Er man kronisk blind, får manikke synet igen. Det skaber utryghed hos bor­geren og unødvendigt bureaukrati i kommu­nerne. Vi foreslår, at man kigger på muligheden for at indføre såkaldte seriebevillinger af hjæl­pemidler ligesom med receptpligtig medicin